tog, erica jong, DSB, tuborg

åh og hvor vi elsker denne stemme af

indespærret kaos

hvem peger flaksehalsen på, spørger den ene 

vi siger: hende med det røde hår

og hun vender sig i det samme om 

ser væk fra sin bog med den plettede forside 

før læsende the fear of everything

af en eller anden erica jong 

i togets eneste stillekupe 

tys tys døren går op 

og ind kommer konduktøren for 

at tjekke vores klip i kortet 

mens døren lukkes i pr automatik 

og igen skjuler hendes hår med ild i 

bag et langt blåt klistermærke med 

bogstaverne DSB

imidlertid har hun rykket sig en anelse tilbage i sædet 

mens ham den lange og skødesløse ved min side hugger 

endnu en slatten tuborg i sig 

og den halte konduktør 

fornemmer jeg 

ser på en også huggende hudorm

formet som et riskorn

midt mellem mine uplukkede øjenbryn: 

du må ikke ryge her

ikke engang king’s orange

skyggeplamager skyggebokser

ingen planter bokser selv, eller alene

men deres skygger,

kastet af spraglede alstromeriaer,

bevægelserne, usikre, bævende

som barnets første skridt, hår under vand

sat i gang af et skrigende stød blæst

hysterisk afdæmpet i et sortsvedende skær,

køler de arbejdende kroppe på jordbunden

og man kan undre sig,

midt i tanken, midt i hæse fløjt fra sylenæb,

med nervøse hænder

på en andens krop, undersøgende

under trækroner, gigantiske

blades kant hvorfra dråber aldrig falder helt

men en sjælden gang standser halvt

i faldet med et næppe hørligt knips,

over hvorfor nogen

mangler en tå eller har en ekstra,

over hvorfor nogen lægger

mere betydning i ordet end andre,

hvis jeg digter indskudt

er det vel fordi alle indtryk findes

i intervallet, flimrende

mellem sansning og mening

ENCEPHALON MORS

og pludselig høres alle stemmer så meget klarere/ så meget mere inciterende/ vi kan se dem for os som ildfluer i mørket/ lyden i form af lyset der går ind i vores ører/ og ændrer på/ de vilde folder i hjernen/ glatter disse folder/ der som eftervirkning/ af insekternes dans i hovedet/ folder sig ud/ til sidst i hvert fald/ og dækker os med lagener/ kridhvide/ så de helt unge må måbe og/ i denne deres barnlige indgangsvinkel/ kalde os for/ alt for følsomme spøgelser

digteren har ingen alder/og sådan er det bare/al moralsk forpligtigelse og politik males/ofte over med blåt/der kan skrabes i malingen/men det ser sjældent pænt ud og/tit er der ikke engang noget bagved/lidt blåt under neglen/et hul ind til noget tredje/intet andet/

    digteren giver sine børn atypiske navne/der er ikke noget atypisk ved det/men man skriver videre/hektisk/utilfreds igen/

    og så nu/at stå foran søen og frygte/opstigende alger og magnesit/at se et pudret kindben revnes i bevægelser/i vand når stenenes smut krakelerer spejlet med/slag der runger videre i mørket som det sidste indtørrede stykke blå/og det går op for én/som masker der løber:/hans hænder er tyvstjålne murbrokker/fra Knossos