okkatok

skyggeplamager skyggebokser

ingen planter bokser selv, eller alene

men deres skygger,

kastet af spraglede alstromeriaer,

bevægelserne, usikre, bævende

som barnets første skridt, hår under vand

sat i gang af et skrigende stød blæst

hysterisk afdæmpet i et sortsvedende skær,

køler de arbejdende kroppe på jordbunden

og man kan undre sig,

midt i tanken, midt i hæse fløjt fra sylenæb,

med nervøse hænder

på en andens krop, undersøgende

under trækroner, gigantiske

blades kant hvorfra dråber aldrig falder helt

men en sjælden gang standser halvt

i faldet med et næppe hørligt knips,

over hvorfor nogen

mangler en tå eller har en ekstra,

over hvorfor nogen lægger

mere betydning i ordet end andre,

hvis jeg digter indskudt

er det vel fordi alle indtryk findes

i intervallet, flimrende

mellem sansning og mening